Tårnby Radioklub har eksisteret siden 1950, på forskellige lokaliteter på Amager.
De sidste mange år har vi haft base i Tårnby kommune.
Vores primære interesseområde og formål er Amatørradio og elektronik, samt at sikre gode rammer og faciliteter for vores medlemmers spændende aktiviteter og udfoldelser i klubregi.
De fleste af os råder over et amatørradiocertifikat, hvilket dog ikke er en forudsætning for deltagelse i vores fællesskab og aktiviteter.
Link til avis artikel om OZ7AMG
Vi råder over nogle fine lokaler, hvor vi har en række faciliteter og udstyr af professionel kvalitet som er til rådighed for medlemmerne- blandt disse kan nævnes:
Radiorum med alt tænkeligt radioudstyr, effektforstærkere og PC´er.
Antennesystem bestående af en 25 meter høj gittermast, med antenner som dækker behovet for kommunikation på størstedelen af de tilgængelige amatørradio frekvenser. Dette muliggør bl.a langdistance, satellit, lokal, datakommunikation mm.
Mødelokale med div. AV udstyr mm. med plads til ca. 25 personer. Vi har også et køkken med alle faciliteter.
Elektronikværksted med udstyr til måling/ fejlfinding og lodning, foruden et stort komponentlager.
Metalværksted med drejebænk, pladeklipper og bukker, boremaskiner med mere, er osse til rådighed for medlemmerne.
3D Printer.
Vi mødes fast hver torsdag mellem 19.00 og 23.00, til vores faste ugentlige klubaften hvor der snakkes og udveksles erfaringer og gode råd.
Snakken falder oftest på radioteknik, antenner, EDB og programmering og almen elektronik og teknik.
Der afholdes jævnligt temaaftener med eksterne og interne foredragsholdere.
Vores satellitgruppe som har særligt fokus på satellitkommunikation, mødes på tirsdage mellem 20.00 og 22.00.Der afholdes løbende forskellige internationale radio-contest´s (konkurrencer) hvor specielt vores DX interesserede (langdistance kommunikation) møder op i klubben og deltager i contesten.
Vi afholder årligt vores Amager HAM radio dag, som er stort åbent hus arrangement med loppemarked, foredrag, licensprøver og godt socialt samvær.
En gang om året tager en tur på landet. Her deltager vi i en HF field dag, hvor der under simple forhold opsættes radiostationer med tilhørende antenner i det fri.
Der er altid tid til god mad og hygge.